OM AN-L
Stacks Image 457
Anne Nexøe-Larsen
Indretningsarkitekt, Designer
I november 1993 spurgte Hendes Majestæt Dronningen mig, om jeg ville hjælpe med indretningen af Christian den VII’s Palæ på Amalienborg.

Nu skulle min store samling af materialeprøver fra internationale leverandører, samt erfaringen fra indretningen af mere end 40 slotte, herregårde og adskillige hoteller stå sin ultimative prøve.

Det blev nogle meget spændende og lærerige år. Et stramt budget kombineret med en kreativ og aktiv Dronning ledte mig gennem depoter og pulterkamre på samtlige kongelige slotte samt flere museer. Jeg havde det overordnede ansvar for indretningen samt økonomien for denne.

I de år så jeg mange historiske møbler og specielt det faste inventar på slottene fangede min interesse. Kort efter færdiggørelsen af palæet tegnede jeg mit første køkkenskab med en låge inspireret af en skænk i Marskalbygningen på Fredensborg. Den er tegnet af den franske arkitekt Jardin, som derfor gav navn til mit første køkkendesign.

Fra jeg i 1996 tegnede mit første køkken til i dag, har jeg lavet utallige køkkener, garderober, badeværelsesmøbler samt andet speciallavet inventar.

Det er den SKABENDE og kreative proces der fænger mig. At se et møbel eller en profil, og omsætte indtrykket til et salgbart produkt, der helt igennem er mit eget værk.

Alt der er vist i dette hæfte har jeg selv designet, tegnet, fået produceret og opsat. Endelig har jeg selv taget alle billeder.

2017
Anne Nexøe – Larsen
Indretningsarkitekt, Designer